Få hjælp til at hjælpe dig selv

0
“LÆR AT TACKLE” hedder et selvhjælpskursus, som Ungeenheden i Frederikshavn Kommune står bag.

Kurset er et tilbud til unge, som oplever tegn på angst eller depression. Ungeenheden leder samtidig efter frivillige undervisere, der selv har haft angst eller depression inde på livet.

– Du er ikke alene, det skal du huske. Sådan lyder det gode råd fra en af de deltagere, Søren på 25, der allerede har gennemført LÆR AT TACKLE- kurset, et selvhjælpskursus som Ungeenheden i Frederikshavn Kommune har sammensat.

Kurset skal give unge mellem 18 og 25 år redskaber til “at lære at tackle” angst eller depression. På det første kursus, der blev afholdt i december med tolv unge, deltog Søren Flemming Hviid. Han tilmeldte sig LÆR AT TACKLE, fordi han har angst, og fik det anbefalet af Ungeenheden.

Søren tog imod og håbede, at kurset ville hjælpe ham. Og det synes han, det gjorde. Han fortæller, at det bedste var, at han følte sig forstået, og fandt ud af, at han ikke er alene.

– Jeg har også lært at tænke anderledes, og at sætte ord på det at have angst. Jeg har fået redskaber til at bryde de mønstre som angsten har givet mig. Desuden har det været en god måde at få et netværk på, som jeg manglede. Jeg vil opfordre andre til at gøre noget ved deres angst eller depression. Hvis man har mod på at deltage på kurset, synes jeg, at man skal gøre det, da det giver dig indblik i, at du ikke er alene om at have det, som du har det. Der er andre, der har det som dig, siger Søren Flemming Hviid.

LÆR AT TACKLE er et gruppeforløb for unge, hvor man mødes 2,5 time hver uge i 7 uger, sammen med 12-14 andre unge. Næste kursus er i marts, og det er rettet mod de 18-25 årige. Til efteråret bliver kurset også for unge ned til 15 år. LÆR AT TACKLE mangler lige nu, frivillige instruktører/undervisere til de næste kurser.

Som underviser skal du helst være mellem 18 og 30 år, og selv have haft angst eller depression inde på livet:

– Vi mangler frivillige, som vil investere sig selv, for at hjælpe andre og som har kompetencer på området. Vi tilbyder et kursus, som forbereder dig til at undervise, og så får du mulighed for at udvikle dig selv, mens du hjælper unge, der har brug for det. Vi vil rigtig gerne høre fra interesserede, der har egne erfaringer med angst eller depression. Det kan være hos sig selv eller fx i familien. Vi håber, at de unge får det lidt lettere med at leve med den angst eller depression de har, når de får delte erfaringer og flere redskaber, siger Katrine Lund Larsen, projektkoordinator, LÆR AT TACKLE, Ungeenheden i Frederikshavn Kommune.

Næste kursus afholdes i marts i Skolegade 6, 3. Sal, hvor bl.a. også Ventilen holder til.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close