Drømmen og Diget

0
Danni V. Hansen skal lede hotellet. Med i bestyrelsen er i øvrigt Brian Møller Hansen og kokken Lars Bendsen, der får ansvar for køkken og restaurant.
Far og søn har omdannet tidligere sundhedshøjskole til hotel, som er åbnet under navnet Hvideklit

Hvis man ikke lige ved hvor det ligger, kan det være svært at finde. For øjet spotter ikke umiddelbart bygningerne fra Ålbækvej når man kører mod Skagen, og de nye ejere venter stadig på svar fra myndighederne om at få lov at sætte et skilt op, der leder gæsterne på rette vej.

Men mange kender nok alligevel stedet, for vi taler om Hotel Hvideklit, som tidligere lød navnet Diget.

I det naturskønne område lige op ad Bunken og nabo til golfklubben Hvide Klit er far og søn, Brian Møller Hansen og Danni V. Hansen, i færd med at udleve en drøm.

En drøm om igen at skabe liv og aktivitet i den gamle højskole, der blev bygget i 1985, gik konkurs i december 2010, og efter at have ligget forladt i omkring seks år, blev solgt til ovenstående, som i skrivende stund er godt i gang med at genoplive stedet.

– Vi synes jo, at der er et kæmpe potentiale i stedet, og det var da også derfor vi kastede os ud i projektet. Der er jo så mange muligheder herude – for eksempel de oplagte, da vi ligger lige op ad golfbanen, tæt på stranden, samt gode rammer for dem, som ønsker en aktiv ferie. Dertil har vi også mulighed for at tilbyde konferencer og fester som bryllupper og barnedåb med mere, fortæller Danni V. Hansen.

Han er administrerende direktør, mens far – Brian Møller Hansen, som i mange år sammen med sin kone Helle har ejet Skagen Camping, fortsætter med at have fokus på at drive campingpladsen.

Stor chance

De sidste halvandet år har far og søn dog brugt rigtig meget tid på at renovere, for de laver næsten alting selv.

– Vi begyndte med at lave foyer, reception og restauranten klar, og bevægede os derefter nordpå, hvor der nu står 26 værelser klar. Sydover bliver der 23 værelser, som vi er i gang med at totalrenovere, forklarer Danni V. Hansen, og tilføjer smilende, at de jo kender stedet ud og ind nu, da de selv har haft fingrene i det hele.

Dertil laves de fire huse, som tidligere var lærer- og forstanderboliger om til udlejningshuse. To af disse er klar, mens de sidste to er ved at blive det.

Hotellet åbnede 1. april i år, og det var med en vis spænding for ejerne.

– Det er jo en stor chance vi har taget, men vi tror fuldt og fast på det. Det blev godt nok en lidt sløv start, men gennem højsæsonen var det ganske fint, og det var ligesom her vi skulle se, om det kunne bære. Men der er jo også et element i, at folk skal opdage, at der er liv herude igen, siger Danni V. Hansen.

Han fortæller samtidig, at målgruppen egentlig er skandinaver, og at hele 60-70 procent af de gæster, som har gæstet Hvideklit hidtil, er udlændige. Også fra lande noget længere væk, som eksempelvis Kina og USA.

Pyramide-power

Eftersom stedet oprindeligt er bygget som sundhedshøjskole, er der bygninger som ikke naturligt lader sig indlemme i hoteldrift. Således er de fire gamle undervisningslokaler omdannet til konference, den store hal består, og her kan gæster spille badminton, bordtennis, pool og meget andet.

– Det er også vores tanke, at hallen skal åbnes op for de lokale, så de kan komme og spille og motionere her, siger ejerne.

Noget ganske karakteristisk ved hotellet, er de to pyramider, som er opført. En lille tæt ved indgangen, og en stor bagved.

I den lille er der for nærværende selskabslokaler, men det er planen at den i fremtiden skal danne ramme om en gourmetrestaurant.

Den store pyramide husede tidligere kreative værksteder, men fungerer nu som selskabslokale for bryllupper og andre begivenheder.

– Da man lavede stedet her tilbage i 80’erne var det med tanke på “pyramide-power”, og efter sigende skulle arkitekten have rystet lidt på hovedet. For den store pyramide skulle vende på en helt bestemt måde, og derfor står den ligesom skævt i forhold til alle de andre bygninger. Men jeg synes nu nok, at man kan mærke en speciel ro herinde, siger Danni V. Hansen, mens han viser rundt.

Og netop det med ro, er også noget ejerne lægger vægt på. For det er tanken, at stedet skal være afslappet, afstressende og ja – roligt for gæsterne.

– Vi vil gerne, at gæsterne skal opleve “Instagram-moments” – altså smukke, fantastiske, mindeværdige øjeblikke – de øjeblikke vi gerne vil huske. Det kan være ved søen, fuglekiggeri og naturen generelt. For det var faktisk også en af årsagerne til, at vi så stort potentiale i stedet – den naturlige ro, som er herude, runder Danni V. Hansen af.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close