Drømmejob på badehotel

0
Mikael Valentin har fået de hvide stole på plads omkring dækkede borde i restauranten på rekordtid. Foto: Kurt Bering
Ny chef satser på gastronomi i køkkenet og ro på værelser uden tv på hotellet i Kandestederne

Hjorths Hotel i Kandestederne er genåbnet med en ny chef ved roret – Mikael Valentin fra restaurant Rusk i Aalborg. Peter Jensen, som har drevet hotellet i en række sæsoner sammen med bl. a. Ruths Hotel i Skagen, valgte sidste år at sige stop. Det skabte tvivl om den fortsatte drift.

Mikael Valentin har store ambitioner for det gastronomiske niveau på det gamle badehotel.

Det skal være et sted, folk kender og taler om.

– Som når de taler om Svinkløv Badehotel eller Molskroen.

Han satser han på at trække Michelin kokke til køkkenet i Kandestederne i løbet af sæsonen.

Bl.a. Rasmus Grønbech, der tidligere drev Grønbech & Churchill i København og David Johansen fra en anden københavnsk toprestaurant, Kokkeriet.

Det er kun seks uger siden, Mikal Valentin blev kontaktet om jobbet i Kandestederne. Han regnede med, at det drejede sig om at drive restauranten.

Senere gik det op for ham, at han skulle lede et helt hotel. Det har han ikke prøvet før. Alligevel sagde han ja.

– Jeg har længe drømt om at drive et badehotel.

Han åbnede hotellet 12. april, seks dage efter at have underskrevet kontrakten.

– Vi har ligget vandret siden, siger han.

Der skulle ansættes personale, vaskes og støve af, for hotellet havde været pakket ned for vinteren.

Mikael Valentin satser ikke kun på gastronomien, men også på, at Hjorths Hotel skal også være stedet, hvor gæsterne kan møde inviterede kulturpersoner, skuespillere og mediefolk.

Men især skal der være plads til “ånd” – fordybelse og samtale – på badehotellet.

– Så nej – vi skal hverken have wi-fi eller tv på værelserne, fastslår han.

Mikael Valentin vil gerne undgå vinterlukning, så til efteråret vil han lave weekendarrangementer-

– Det kan være kokkeskole eller ophold, hvor gæsterne f. eks- tager med en naturvejleder ud i klitterne for at finde råvarerne til hotellets aftenmenu.

Han har afhændet restaurant Rusk til køkkenchefen, Simon Bruun.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close