De svømmede fra Frederikshavn til Grenen i et stræk

0
Yes - we did it
En helt fantastisk oplevelse, sådan lyder reaktionen fra Per Kristensen, som sammen med Anders Vestergaard svømmede hele vejen fra havnen i Frederikshavn til Grenen, Skagen.

Turen tog 12 timer og 50 minutter i alt og strakte sig over 46 km i åbent hav.

Per Kristensen er fra Frederikshavnområdet og havde oprindeligt en idé om at svømme fra Odden til Ebeltoft, men det er en svær tur, da man krydser en sejlrende, og så er der jo færgen.

– Afstanden mellem Frederikshavn og Skagen er nogenlunde den samme som Odden-Ebeltoft, så jeg tænkte, hvorfor ikke gøre det lokalt i stedet, fortæller Per Kristensen, som inviterede Anders Vestergaard med på turen.

Forud for turen har de to havsvømmere trænet omkring 50 km hver uge, og siden planen begyndte at tage form, er det blevet til 700 km træning i åbent hav såvel som svømmehaller i de koldeste måneder.

Derudover har de brugt timer på rute- og kostplanlægning, og på at skaffe den fornødne hjælp, for man svømmer ikke sådan en tur alene.

En båd følger med hele vejen, så hjælpen er nær, hvis uheldet er ude, eller vejret pludselig slår om.

Egentlig ville de “blot” svømme de 37 km mellem havnen i Frederikshavn og Skagen havn, men ved havneindløbet i Skagen besluttede de to svømmere at fortsætte for at prøve at sætte ny rekord.

– Det var noget vi havde snakket om på forhånd som en mulighed, hvis kræfterne var til det, fortæller Per Kristensen.

Dansk Svømmeunion har en hjemmeside, hvor de registrerer havsvømmernes distancer, og han havde spottet, at den længste var på 45 km.

Så selvom havnevagterne ikke havde givet tilladelse til, at de kunne svømme forbi havnen i Skagen, tog fanden ved dem.

– Vi ville slå den registrerede rekord. Det var det, der drev os videre, siger Per Kristensen.

Den største udfordring i forløbet har været at holde skruen i vandet under træningen, for der er gået mange timer til træning. Mange timer væk fra familien, faktisk omkring 20 timer om ugen de sidste måneder.

– Men vi har fået fantastisk opbakning fra vores familie og venner, som har været med hele vejen, og det gør, at vi rigtig kan glæde os over resultatet. Vi kan være stolte – og det er vi, siger Per Kristensen.

Per Kristensen og Anders Vestergaard er begge erfarne havsvømmere, så de ved, hvad de går ind til, da de søndag kl. 16.35 stiger i vandet ud for den nye mole i Frederikshavn.

Egentlig er den del af havnen endnu ikke tilgængelig men med lidt hjælp fra havnepersonalet kunne turen begynde i flot stil fra én af byens nye attraktioner.

Meget kan man planlægge og træne sig ud af, men ikke vejret og ikke havet.

Heldigvis viser begge dele sig fra sin flotteste side i søndags og turen går nordpå med overraskende god fart.

– Vi mærker begge en nordgående strøm, som er bedre end vi nogensinde har oplevet før. Vi bliver nærmest kanoneret nordpå, beskriver Anders Vestergaard.

Ved solnedgangen søndag rammer de to svømmere Aalbæk, hvor der bliver tid til endnu en pause og lidt hyggesnak i vandet.

Svømmernes familie og venner er mødt talstærkt op for at heppe, og det giver ekstra kræfter til turen.

Med mørket truende lægger de lys i havtaskerne, så de nemmere kan ses fra følgebåden, men at svømme i nattens mulm er alligevel en intens oplevelse. Noget ingen af dem havde prøvet før.

Og som om mørket ikke var nok, møder de en del brandmænd på vejen videre nordpå.

Det havde der været tidligere også, men i mørket kan de ikke navigere udenom, og de bliver derfor brændt en del gange på turen.

Kort efter midnat møder havsvømmerne stimer af morild, som betyder, at hver gang de sænker hænderne i vandet foran sig, svømmer de ind i et ildhav af små lysende væsner.

Fænomenet varer helt til kl. 03.00, hvor solen igen begynder at få magt.

– Der er ingen af os, som har set morild før, så vi lå i vandet og kiggede på vores hænder og lysene et stykke tid.

– Det er jo helt fantastisk at det kan opstå, siger en begejstret Per Kristensen.

Da de når Skagen Havn, deres egentlige mål, er klokken kun fire om morgenen, og de beslutter at fortsætte forbi indsejlingen, og så se om de vil forsøge at nå de eftertragtede 46 km.

Indsejlingen til Skagen havn er typisk ret befærdet og de er blevet advaret om, fiskekutterne går stærkt ud af havnen.

Det er derfor ikke uden betænkeligheder de svømmer over indsejlingen, men følgebåden melder fri bane og da de først har passeret havnen, vender nordstrømmen tilbage, og så er beslutningen truffet.

De svømmer videre nordpå i godt tempo.

Efter 12 timer og 50 minutter i havet langs med kysten, er der ikke mere land tilbage.

De har passeret grenen, hvor deres familie og venner, som har fulgt dem hele natten, vinker dem på vej for sidste gang.

De er fortsat af Grenens krumning mod øst et godt stykke før de råber følgebåden an.

Trætte og stolte kravler de op i båden og sætte kurs mod havnen.

Kroppene har værket lidt ekstra siden den store kraftpræstation natten til mandag, men ellers har de to garvede havsvømmere det godt.

– Turen er kronen på værket. Kronen på al vores træning. Det har været udmarvende, men vi mærkede det ikke rigtig på turen, og vi var adrenalin-høje flere timer efter, fortæller Per Kristensen.

Det er første gang for både ham selv og Anders Vestergaard at have en makker med på de lange distancer i havet, men det er nok ikke sidste gang, for turen virker nemmere, når man følges ad.

Et nyt problem trænger sig dog allerede på, for hvor mon turen går hen næste gang?

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close