De glæder sig til at åbne i Gl. Skagen

0
Indehaverne ad Dit Smørebrød, Majbritt og Roald Solberg har fået stor succes med den første restaurant i Skagen midtby og åbner nu deres anden restaurant, denne gang i Gl. Skagen. Foto: Peter Broen
Dit Smørrebrød åbner på Strandhotellet. Stilen bliver som i de gode gamle dage

18. maj skal de være klar til at holde reception på Strandhotellet på den kendte vej Jeckelsvej tæt på Solnedgangspladsen i Gl. Skagen. Majbritt og Roald Solberg har med succes drevet Dit Smørrebrød i først i Randers, og de seneste par år på hjørnet af Havnevej og Østre Strandvej.

– Derfor blev vi spurgt af den administrerende direktør på Ruths Hotel, Peter Jensen, der også er ansvarlig for Strandhotellet, om vi kunne tænke os at åbne Dit Smørrebrød Gl. Skagen, fortæller Majbritt Solberg.

Hun og gemalen Roald Solberg viser rundt i deres nye restaurant, hvor de har fået lavet et nyt køkken, præcis som de gerne vil.

– Vi er faktisk beæret over, at Peter Jensen vil lave et nyt køkken til os. At vi ikke selv skal knokle med at bygge det om, sådan som vi har gjort i vores to andre restauranter, siger de.

Møblerne skal de heller ikke tænke på. De findes allerede, og i det hele taget rummer huset en dejlig atmosfære af badehotel, og den stemning skal gæsterne fortsat opleve.

– Når jeg er på arbejde har jeg tøj på, så jeg ligner en af pigerne fra TV2-serien “Badehotellet”, og vores norske gæster elsker det, siger Majbritt Solberg med et stort smil.

Udover køkkenet skal de have bygget en bar, hvor der skal være plads til snapseflaskerne.

En ting bliver dog ikke helt som i Badehotellet, hvor gæsterne lytter til klaverspil og sang, som den i trediverne, hvor serien foregår.

– Hos os bliver der John Mogensen i højttalerne, siger Roald Solberg.

– Og vi før rød-hvide duge på bordene. Dugene er en vigtig del af vores koncept, supplerer hans kone.

Historien om, hvordan samarbejdet mellem Peter Jensen og Majbritt og Roald Solberg kom i stand, er næsten lige som en scene i Badehotellet.

– Peter var nede på vores restaurant i Skagen og jeg serverede et stykke smørrebrød med frikadelle, fortæller Majbritt Solberg.

De to snakkede lidt om, at Solberg-parret (med hjælp fra blandt andet deres datter) drev to restauranter i Randers og Skagen.

– Peter kontaktede mig via vores facebookside uden at fortælle, hvorfor vi skulle mødes. Jeg vidste jo ikke, hvad han ville, og sagde til Roald. Enten vil han have min opskrift på frikadeller, eller hans kone skal have en frokost med smørrebrød eller også vil han, at vi åbner i Sømærket. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at han ville foreslå os at åbne her på Strandhotellet. Men han tror på, at vi kan drive flere restauranter, og det her sted er fantastisk, siger Majbritt Solberg med den største begejstring.

Planen er, at Dit Smørrebrød Gl. Skagen åbner som frokostrestaurant, og så vil parret alt efter interessen måske også åbne om aftenen.

En ting er sikkert. i Skagen trives de. De har haft hus heroppe i ti år, og de er nærmest flyttet herop fra Randers.

– Siden vi åbnede i maj 2016 her i Skagen har vi haft så travlt, at vi ikke har haft tid til at hjælpe. Vores datter kom herop på besøg, og så blev hun også sat i arbejde med det samme, ler de.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close