Dansk kræftoverlevelse ligger i top på verdensplan

0
- Der er flere danskere end eksempelvis nordmænd og svenskere, der ryger, og det har indflydelse på, hvordan man klarer sig igennem en kræftsygdom, og om man udvikler kræft.Arkivfoto
Danmark er blandt de lande i verden, der har øget overlevelsen efter kræft mest de seneste 15 år. Det viser en ny international opgørelse over kræftoverlevelsen i 71 lande.

Danmark ligger nu næsten på niveau med de øvrige nordiske lande, som vi ellers har haltet bagefter.

I år 2000-2004 overlevede kun 53 pct. af de danske patienter diagnosen endetarmskræft i fem år eller mere. Nu er det tal steget til 65 pct. For patienter med lungekræft er overlevelsen steget fra 10 til 17 pct., og for spiserørskræft er tallet gået fra 8 pct. til 14 pct.

Det er en fremgang, der nu næsten bringer Danmark på niveau med de øvrige nordiske lande, som vi ellers gennem mange år har haltet bagefter. Det glæder Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse:

– Det er en fantastik nyhed. Det glæder mig, at vi her får bekræftet, at den massive indsats, som Danmark har ydet på kræftområdet siden år 2000, nu også kan dokumenteres i en reel effekt. Vi har længe vidst, at kræftplan efter kræftplan har givet store gevinster for patienterne. Det er virkelig rart også at se det dokumenteret i bedre overlevelse efter kræft.

Sammenligner hele verden

Tallene stammer fra en ny undersøgelse, CONCORD-3, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Lancet.

Opgørelsen sammenligner femårsoverlevelsen for mere end 37,5 mio. kræftpatienter i 71 lande i hele verden og gennemgår 18 forskellige kræftsygdomme.

Forfatterne har indhentet data fra kræftregistrene i de forskellige lande, herunder det danske Cancerregister, og de har udregnet en femårsoverlevelse,som tager højde for risikoen for at dø af andre sygdomme i de enkelte lande. De nyeste tal i undersøgelsen er fra 2010-2014.

Det fortæller seniorstatistiker i Kræftens Bekæmpelse, Gerda Engholm. Som undersøgelsens navn antyder, er det den tredje undersøgelse af sin slags. Den første kom i 2008 og den anden i 2015. De to undersøgelser afslørede, at Danmark haltede langt bagefter de øvrige nordiske lande.

Eksempelvis overlevede kun 55,9 pct. af danske patienter diagnosen tyktarmskræft i fem år eller mere, sammenlignet med 61,8 pct. i Norge. For lungekræft var tallet for 11,3 pct. for de danske patienter, sammenlignet med 15 pct. i Norge.

– Der er tale om den hidtil største opgørelse af sin slags, og den er meget troværdig. Kvaliteten af registrene er selvfølgelig forskellige. De nordiske cancerregistre har meget høj kvalitet, hvorimod de afrikanske registre er knap så gode. Men denne opgørelse er den bedst mulige, og den kan bruges af det enkelte land til at måle sig op i mod andre lande og til at lægge en strategi for, hvor man kan og skal sætte ind for at øge overlevelsen i det enkelte land, fortæller Gerda Engholm.

Andre kan lære af Danmark

Forfatterne til den videnskabelige artikel fremhæver Danmark som et godt eksempel på et land, der har oplevet markant fremgang gennem de seneste 15 år. De påpeger, at mange andre lande kan lære af de ting, som Danmark har gjort for de danske kræftpatienter.

Generelt er overlevelsen steget i hele verden. Der forskes massivt i kræft og tidlig diagnose og nye og bedre behandlinger indføres mange steder.

Det har Danmark også fået gavn af, men når Danmark går mere frem end de øvrige lande, så skyldes det formentlig i følge Leif Vestergaard Pedersen, at vi har fået fire kræftplaner og indførelsen af kræftpakkerne, der trådte i kraft i 2007. Og ikke mindst den tætte opfølgning, hvor man hvert kvartal holder øje med, at patienter overalt hurtigt kommer i behandling.

– For 20-25 år siden var man lidt opgivende på kræftområdet, men det har heldigvis ændret sig markant. Man har indset, at kræft skal betragtes som en akut sygdom, og man har fået indsigt i, at tid er en afgørende faktor for, hvordan patienterne klarer sig igennem. Og det tror jeg, er den allervigtigste grund til at, vi nu ser den her fremgang, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Selvom tallene er meget positive, så er vi dog ikke i mål endnu. I øjeblikket er forskellige initiativer fra kræftplan IV ved at blive sat på skinner, senest kunne sundhedsministeren fortælle, at der nu bliver oprettet centre for eksperimentel kræftkirurgi, så en række kræftafdelinger kan specialisere sig i avancerede kræftoperationer og afprøve nye metoder.

– Derudover skal vi også se på, hvordan vi kan få stillet diagnosen endnu tidligere, da det også kan øge chancerne for at blive helbredt. Og så er vi nødt til at se på rygningen i Danmark. Der er flere danskere end eksempelvis nordmænd og svenskere, der ryger, og det har indflydelse på, hvordan man klarer sig igennem en kræftsygdom, og om man udvikler kræft. Så vi skal arbejde på, færre danskere begynder at ryge, og at flere får held med at lægge cigaretterne på hylden, slutter Leif Vestergaard Pedersen.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close