Åbner før påske – men Rema 1000 i Ålbæk bliver uden slagter

0
Rema 1000 åbner i Aalbæk inden påske og har revet slagteren ned for at få plads til flere p-pladser.Foto: Peter Broen
Da Kiwi-kæden i fjor opgav ævred, overtog Dansk Supermarkeds Nettokæde de fleste Kiwi-butikker, som skulle fortsætte.

En undtagelse var Kiwi i Ålbæk, der som den eneste af de 22 butikker i Nordjylland blev overtaget af norske Rema 1000.

Ved siden af butikken lå en slagterforretning, som var en del af ejendommen.

Forleden blev den jævnet med jorden, for der skal være parkeringsplads.

– Der skal være 76 parkeringspladser til den nye butik. Når forretninger ligger ved en hovedvej, kræver det flere parkeringspladser, for mange kommer i bil, siger Michael Deleuran, regionschef for Rema 1000 i Nordjylland.

Han siger, at de sigter efter at åbne 22. marts, men det kan glippe, men inden påske skal det så være.

Forretningen får et areal på 1026 kvadratmeter, hvoraf de 724 er selve salgsarealet.

Kendt skagbo flytter hjem

Det bliver ægteparret Anette og Dennis Østergaard, som skal stå for forretning i Ålbæk.

Mange skagboer vil nok huske Anette Østergaard fra de år, hun havde Havnekiosken på Auktionskajen.

Efter en tur til Norge er hun bosat i Esbjerg, hvor hun driver en købmandsbutik i kæden Din Købmand.

Ægteparret havde lagt billet ind på en Rema 1000-forretning og havde faktisk Vejle forrest i tankerne, men forretningen i Ålbæk viste sig at den helt rigtige løsning.

– Vores yngste søn på 17 år ville så gerne hjem til Skagen igen, og det er ham, vi har lyttet til, siger Anette Østergaard.

Det bliver uden slagter

Da Rema 1000 overtog den lukkede Kiwi-forretning, var planen den, at slagterforretningen skulle rives ned og slagterforretningen Slagteren & Kokken skulle have deres egen slagterforretning inde i Rema 1000.

Det bliver så alligevel ikke til noget.

– Vi havde ønsket, at de ville blive, men de valgte i stedet at gribe muligheden for at lave noget andet, siger Stefan Sørensen, udviklingsdirektør i Rema 1000.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close