25.000 affaldsbeholdere på vej til husejerne

0
Nye affaldsbeholdere med to rum er på vej til 25.000 husstande i Frederikshavn Kommune. Det mindste rum er til madaffald, og det største er til restaffald.Privatfoto
I disse uger kører Forsyningen nye affaldsbeholdere ud til villaer, rækkehuse og landejendomme i Frederikshavn Kommune. Fra 1. oktober skal madrester sorteres fra det øvrige køkkenaffald.

Villaer, rækkehuse og landejendomme i Frederikshavn Kommune får i denne tid en ny affaldsbeholder med to rum. Det ene rum er til madaffald, og det andet er til restaffald.

Du må tage beholderen i brug fra 1. oktober 2018.

– Det tager nogle uger at køre de 25.000 nye affaldsbeholdere ud. En del husejere får derfor beholderen i god tid, før de skal tage den i brug 1. oktober. Men kig meget gerne i beholderen, når du modtager den. Vi har nemlig vedlagt en sorteringsvejledning, en køkkenspand og en rulle affaldsposer, oplyser direktør Tore Vedelsdal fra Forsyningen.

Tore Vedelsdal pointerer, at sortering af madaffald er godt for miljøet og økonomien:

– Madaffaldet køres i første omgang til et forbehandlingsanlæg, hvor det bliver klargjort til produktion af biogas. Herefter køres det til et biogasanlæg, hvor det bliver omdannet til miljørigtig energi som for eksempel fjernvarme. Restproduktet fra produktionen bliver brugt til gødning på landbrugsmarker.

Den nye affaldsbeholder bliver som udgangspunkt tømt hver anden uge, og husejerne får en kapacitet til affaldet, der svarer til den, de har i dag. Har du af og til særligt meget affald, for eksempel i forbindelse med højtider, kan du købe en ekstra tømning.

Affaldet bliver holdt adskilt fra start til slut.

– Skraldebilen har to rum, der svarer til de to rum i den nye affaldsbeholder. Vi tømmer begge rum i beholderen på én gang, men affaldet ender i hvert sit rum i skraldebilen, fastslår Tore Vedelsdal.

Forsyningen udsender i denne måned en pjece til alle husstande med information om sortering af affald og den nye affaldsbeholder.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close