20.000 kan stemme til Ældrerådsvalget

0
Antallet af stemmeberettigede til Ældrerådsvalget nærmer sig en tredjedel af Frederikshavn Kommunes samlede indbyggertal.

Alle over 60 kan stemme, og via rådet få indflydelse på den ældrepolitiske del af det kommunale arbejde. Det gælder fx den såkaldte Klippekortsordning, der er forbedret gennem Ældrerådets input. Alle der kan opfordres til at stemme, lyder det fra politikere i byrådet

Frederikshavn Kommunes Ældreråd er den ældre del af befolkningens stemme, der kvalificerer arbejdet med ældre. Og det nytter. Varme valgemner som omsorg og pleje eller fx den Klippekortsordning, der giver ældre på plejecentre mulighed for hver uge at få en halv times ekstra aktivitet/hjælp efter eget valg, har via Ældrerådet fået opmærksomhed til gavn for borgerne:

– Ældrerådet er de ældre borgeres forlængede arm. Deres stemme er med til at kvalificere arbejdet, for at vi sammen kan opnå det bedste for vores borgere. De er med til at give konstruktivt feedback, og jeg må sige, vi får flest positive tilkendegivelser, og Ældrerådet deler selv gerne de gode historier videre som inspiration til andre, hvis fx Klippekortsordningen har ført til at borgere kommer til en fodboldkamp, en tur på McDonalds, som nogen har været, eller hvad de nu ønsker sig mest, med deres ekstra tid, forklarer projektleder Britt Sloth Bengtsen, Frederikshavn Kommune.

Valgperioden til Ældrerådet følger kommunalvalget, så det er nu man skal beslutte, hvem der skal have en stemme.

18 kandidater stiller op, ni af dem bliver valgt til det nye Ældreråd. Ældre plejer at være gode til at stemme til kommunalvalget, men man skal altså også være bevidst om den ekstra stemme til Ældrerådsvalget, man kan afgive via e-boks. Og er man over 60, så bør man gøre det, lyder det fra formand for Socialudvalget i Frederikshavn Kommune, Jørgen Tousgaard:

– Alle stemmeberettigede opfordres til at stemme, for jo flere der stemmer til valget, jo stærkere mandat har Ældrerådet. Byrådet og de politiske udvalg har pligt til at høre Ældrerådet i alle sager, der vedrører ældre, før der træffes beslutninger. ​Det er derfor vigtigt, at Ældrerådet har størst mulig opbakning fra kommunens ældre og ved, hvad der rører sig lokalt, siger​​​​​​​​ Jørgen Tousgaard.

Afstemningen foregår i perioden fra den 20. november til 4. december 2017. Valget foregår digitalt, det vil sige, at alle borgere over 60 år får tilsendt materiale med opstillede kandidater og afgiver stemme via e-Boks. Er man fritaget for digital post, får man et brev.

Læs mere om de opstillede kandidater her: https://v6.valgservice.dk/frederiskhavnkommune

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close