100 år med Karstensens

0
Skibstømrer Ivan Pedersen forærede Værftets Fællesklubs gave til direktør og medindehaver Knud Degn Karstensen.
Karstensens Skibsværft A/S markerede 100 år fødselsdag ved at invitere til Åbent Værft

SKAGEN: Værfter er lukket på stribe gennem 50 år, men på toppen af Danmark går Karstensens Skibsværft A/S mod strømmen.

Lørdag fejrede man 100 års fødselsdag med Åbent Værft for alle interesserede.

Direktør og medindehaver Knud Degn Karstensen bød gæster velkommen. Han er 3. generation og begyndte som arbejdsdreng på værftet. Hans datter Diddan Rahn Karstensen er ansat i HR-afdelingen, og dermed 4. generation Karstensen på værftet.

– Vi kan fejre 100 år, fordi vi altid har haft fisk som hovedprioritet. Det er utroligt vigtigt at fokusere og være tro mod sit marked, forklarer Knud Degn Karstensen.

– Vi samarbejder med kunderne om nye ideer til skibene. På den måde er de sidste skibe altid de bedste, fordi de indeholder de nyeste ideer.

Knud Degn Karstensen pointerer, at man reinvesterer hovedparten af overskuddet. Nyeste projekt bliver en overdækket tørdok, så der kan arbejdes i al slags vejr med minimal støj.

Tømrer Ivan Pedersen overrakte gaven fra Værftets Fællesklub: en jubilæumsklokke. Den skal hænges op over de gamle klokker fra Karstensens Skibsværft og Brd. Nippers Skibsværft, som hænger i administrationsbygningen.

– Tusind tak. Vi kan ringe med den, når vi får nye ordrer, foreslog Knud Degn Karstensen med et smil.

De gamle klokker blev brugt af betroede medarbejdere til at ringe ved arbejdstids ophør.

Ansatte fra værftets polske underleverandører i Gdansk forærede en skibsmodel i rav til Knud Degn Karstensen i anledning af værftets 100 års dag.

Værftet har i dag 375 ansatte og flere af dem var i dagens anledning guider for adskillige hold gæster på en rundtur til værftets mange afdelinger.

Med på en guidet tur var Ingrid Bendsen fra Skagen.

– Det er fantastisk og der kører jo derud af for værftet, sagde Ingrid Bendsen.

Skibstømrer Ivan Pedersen var guide. Han har været ansat i 43 år og har været værkfører for tømrerne. Han var med til at bygge den sidste træskonnert i 1980-81.

Han har prøvet det meste. Bygget skibe for Danida i Mozambique og Cambodja og været på Grønland på virksomhedens reparationsværft der: NUUK Værft A/S.

– Det har ikke været kedeligt, siger Ivan Pedersen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close